Af Kim Sidsel Minuva
”Hvor meget er dine forældres gård egentlig værd?” spørger praktikanten Andrzej (Dawid Sciupidro). Carl (Cornelius Won Riedel-Clausen) tænker lidt. Det var vist nogle 15 millioner, sidst den blev vurderet. Andrzej måber. ”Så skal man virkelig ville det.”
Carl bliver stille. Stemningen i den lokale bodega er pludselig belastet og ladet – med tvivl. Carl er lige vendt hjem fra gymnasiet med en studenterhue i bagagen. Nu er forventningen, at Carl på et tidspunkt overtager malkegården.
Den tvivl og gårdens evige stilstand skildrer Stille Liv nøgternt. Kameraet flytter sig sjældent, og fanger i stedet gårdens marklandskab og Carls arbejde i kostaldene i et stille og roligt tempo. Et stillestående, faktisk bomstille, tempo.
Fortællingen og æstetikken eksisterer side om side i en slags perfekt synergi. Den synergi forstærker fornemmelsen af Carls tvivl. Men hvor stammer den tvivl fra?
Samtalen på bodegaen med Andrzej tydeliggør beslutningens tyngde. Familiens fortid såvel som fremtid kommer til at hvile på Carls skuldre – fejler han, så fordufter flere millioner sammen med familiens levegrundlag.
Endnu tydeligere bliver Carls tvivl til familiefødselsdagen fra helvede. Forældrene – spillet af altid fabelagtige Bodil Jørgensen og Bjarne Henriksen – hænger ud og bliver mere og mere fulde i selskab med deres ligemænd og kammerater. Kvinderne drikker sig fulde i vin, mændene i øller, og bølgerne går højt.
En af gutterne begynder, nærmest selvfølgeligt, at snakke om immigration. Han råber til Carl, at han bør tage tilbage til der, han kom fra. Carl er adopteret fra Sydkorea. Han kan ikke finde på noget at sige til kommentaren. En ung, asiatisk kvinde arbejder som tjener til festen, og hun og Carl kobles øjeblikkeligt sammen af damerne. De diskuterer vagt, om det er okay at koble to mennesker sammen baseret på et muligt tilhørsforhold – diskussionen stopper, da de begynder at snakke om tøj i stedet.
Carl er ikke blot oppe imod sin egen tvivl angående familiens fremtid og den enorme byrde, det indebærer at varetage den. Han er også tynget af lokalsamfundets racisme og fornemmelsen af, at han ikke rigtig hører til.
Det er den fornemmelse, som Stille Liv kredser omkring. Den stillestående æstetik skaber et enerum mellem seeren og Carls enorme tvivl, der føles som om, den vokser i munden på en som en tør bolle, man ikke kan sluge.
I filmens første scene styrter en meteor ned på en af markerne. Køerne ænser den ikke. Carl og hans far finder den senere, og Carl opbevarer den under sin seng. Herfra begynder huset at slå revner, og Carl begynder at se ånder. Ikke spøgelser – disse ånder er ikke døde – men repræsentationer af den unge kvinde fra festen og hans biologiske mor.
Men hov, hvor kom det lige fra? På trods af meteorens introduktion i starten af Stille Liv, virker dens effekter og rolle i fortællingen alligevel påduttet. Den er en måde, hvorpå Carl kan udforske forholdet til Sydkorea uden fysisk at skulle flyttes dertil – og det resulterer utvivlsomt i nogle af filmens flotteste og mest bevægende scener.
Meteoren er dog ikke et greb, der er nødvendigt for at gennemføre de scener. Den forvirrer snarere, og tilføjer et lillebitte sci-fi-element, der virker uhyre afstikkende.
Carls mentale forhold til sit biologiske hjemland ville endog have været endnu mere effektive, hvis de netop havde været udelukkende mentale. Hvis længslen og tvivlen havde været så stærke, at de manifesterede sig som ånder omkring ham.
Det ændrer dog ikke på, at Stille Liv spiller på nogle rørende følelsesmæssige tangenter, der forstærkes af filmens æstetik. Det er en vidunderlig lille skildring af både livet på en malkegård og den måde, hvorpå transnational adoption påvirker en ung mands eksistens.
Kommentarer